Hvis man stiller folk spørgsmålet om hvornår de sidst har lyttet på lyden af stilhed, vil mange nok tænke på Simon & Garfunkels store hit: The sound of silence fra 1965. Andre vil måske sige at det lytter de til hvergang de mediterer eller laver andre ting der relatere sig til den mindfulness trend der kører verden over. Personligt hørte jeg nok ind under den sidste kategori, enten når den stod på mediation eller når jeg besøgte en af mine yndlings sider på det stire internet: The Quiet Place.

Engang i mellem sker der dog noget som rusker ved ens opfattelse og netop dette skete under counterplay15. Mathias Poulsen, ide manden bag Counterplay beskriver den selv sådan her: CounterPlay is an international festival exploring and challenging the role of games, play and playfulness in our jobs and our lives. Selv om det kun var 2 år counterplay blev afholdt, så er det en begivenhed jeg ser frem til og anbefaler på det varmeste. I år blev fredagens keynote afholdt af Elaine Rumboll (@ElaineRumboll) Direktør for  The Creative Leadership consultancy i Cape Town, Sydafrika. Udover at holde en utrolig inspirende keynote omkring nogle af de ting hun havde lært at bruge i forbindelse udviklingen gemmen tiden i sydafrika, lavede hun et par små øvelser med os. Det var især den ene af disse der virkelig udviklede sig i mine tanker. Øvelsen i sig selv er en yderst simpelt en, den drejer sig i alt almindelighed om at lytte til en anden person, man må dog ikke bryde ind eller kommentere i de 2-3 min taletid man har til rådighed. Jeg dannede makkerskab med Stine Meldgaard fra Skolen i Spil projektet, jeg kender Stine fra andre arrangementer. så vi havde ikke den usynlige barriere der engang i mellem opstår når 2 personer der ikke kender hinanden bliver “tvunget” i samtale sammen. Hvad samtalen skulle handle om er allerede gået tabt i tågerne, men Stines sidste sætninger står mejslet som sten i mit hoved. Hun viste ikke rigtig hvad hun skulle sige mere, så hun ville bevidst holde en tænkepause, som hun sagde “nogen gange skal man bare huske at holde pause i talestrømmen og lytte til stilheden”. Og der stod jeg og skulle lytte aktivt til den stilhed som der kom fra Stine, det ramte hårdere end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Vi lever i en tid hvor SE MIG kulturen lever i bedste velgående, vi bliver bombarderet konstant med at nogen prøver at sætte sig selv i fokus. Det Stine gjorde i det øjeblik, var at tvinge mig at anerkende og lytte aktivt til stilheden, jeg blev således sat i en position som mange glemmer i den moderne verden, hvor de sociale medier og smart phones gør at vi har konstant mulighed for at iscenesætte sig selv eller skabe kontakt med andre. I og med at min fulde koncentration var rettet i mod Stine, som sendte den videre imod stilheden opstod der, det jeg vil betegne som et glemt rum i verden. Et rum hvor det var tilladt og legalt bare at være; uden at skulle bruge undskyldninger eller andre fancy betegenelser, men en helt basal grundlæggende væren som vi mennesker er skabt med. Men ikke nok med bare at væren, det var en anden måde at se folk på som jeg aldrig har oplevet før.

Som tidligere underviser i indskolingen, har jeg ofte stået over for problemmet med at “se” alle ungerne i klassen, da der altid vil være nogen som vil kræve fokus fra læren på en eller anden måde og dem, som mig selv, som måske ikke siger så meget først, men stadig har noget på hjertet. Med den her lille øvelse, kunne man skabe mulighed for at alle ungerne ser alle, og netop ved at italesætte at det er iorden ikke at sige noget, hvis man ikke føler for det lige i den situation, mens de andre stadig lytter til en. Det kan være et værktøj, hvorved at man kan komme til at se alle sine elever på en lige måde.

Jeg vil ihvertfald tage denne øvelse med mig videre i livet og begynde at praktisere mere at lytte aktivt til den stilhed som der engang i mellem opstår 2 mennesker. For det er på tide at døren til det rum som jeg følgte jeg genfandt, måske bliver åbnet for andre også.

Tiny URL for this post: