På efterspørgsel fortælles hermed historien om det anarkistiske råd og det der næsten blev mytteriet på Cudim.

I mine øjne er mange af dagens studerende en omgang nikkedukker, som ikke tør gå uden for deres lille komfortzone eller praksis. Jeg kommer med en baggrund fra en skoleform, hvor det spørgsmål der blev stillet, når vi startede et nyt fag ikke er: Nogen spørgsmål til planen?, men derimod: Har i nogen ændringer til planen?. Vi blev gjort til medejere af vores undervisning, vi havde indflydelse. Af de samme årsager havde vi vores første praktik, hvor vi stod alene med en flok unger, før pædagogik, psykologi og didaktik (PPD) overhovedet stod på skemaet! Vi skulle også igennem vores årspraktik, hvor vi stod på lige fod med vores kollegaer og kunne have elever til eksamen. Vi var ikke praktikanter, vi var lærere. Vi skulle igennem en process inden vi kunne begynde at specialisere os inden for vore pædagogiske retninger. Som vores ene PPD lærer sagde; vi skulle jo lige have bleen af først..

Virkeligheden er altings prøve

Virkeligheden er altings prøve – Frise fra Den frie Lærerskole

Designfaget på ITDD kan også samlignes med den undervisningstilgang, vi skulle også lige have bleen af, før vi kunne begynde at arbejde med design tænking. Jeg havde med min baggrund, nemmere ved at indgå i den divergente tænkning og den undervisning som Rikke lavede. Da det var måden jeg var blevet undervist, i et stort omfang, på Den frie Lærerskole før jeg startede på AU. Jeg har den “luksus” at være fuldtidsstuderende, så jeg kan variere min praksis alt efter hvad projekt vi har gang, men mange af mine medstuderende var hårdt spændt op på deres egen praksis og til i et vist omfang at være nikkedukker af systemet. De er jo nok, lige som mange er jer, vant til en skoleform hvor underviseren har sat målet i skal nå og hans/hendes rolle er at  være guiden derhen. Vi havde IDC2014 som mål, ligesom i har Counterplay15 som mål. Et mål som er flyvsk og kan variere hvad skal indeholde fra dag til dag. Min studiegruppes projekt kan findes over på vores blog. Jeg var så heldig at være i en gruppe som gerne ville ud over den praksis de stod i og var villige til at forandre deres egen tilgang til den. Netop denne forandring tilgang er uhyre svær at skabe, hvor mange tusind ideer er ikke døde på tankebasis allerede?

Dette betød en meget stor frustation på holdet, hvordan kunne vi blive undervist i noget vi selv skabte, var det her ikke en højere uddannelses anstalt eller var det en galeanstalt?, hvor var vi overhovedet på vej hen. Vi kom fra Janus og Anders’s fag omkring digitale medier, hvor der var rimelig skarpe kanter på hvad der skulle læses og hvad planen var! Nu kom vi til et hvirvlende kaos af løse fragmenter, uden synlig sammenhæng og en underviser på der faldt gryden med speed som spæd. Der blev forsøgt at tænde en ild i os, men nogen gange er det svært at få tændt ild til noget der er vådt og vi var våde, våde af sved over det sidste fag. Vi var som besætningen på HMAV Bounty før de smed Blight og hans mænd i bådende. Mange anede ikke hvordan de skulle forholde sig til situationen, men andre udtrykte dyb fortvivelse over forholdende som blev stillet foran os. Skulle vi stole på at kaptajnen kunne navigere os alle sammen i sikker havn, eller skulle vi lave mytteri og gå “tilbage” til mere ordinær universitetsundervisning.

Min studiegruppe tog tingene i egen hånd og valgte en helt anden retning, når friheden bliver stillet over for en som et valg, så skal den gribes. Vi (nok måske mest mig) døbte os selv det anarkistiske råd! Vi havde sat et mål, og det mål skulle nåes, lige meget hvad, vi ellers fik at vide af ting fra Rikkes side. Dette bar os ud på nye eventyr, hvilket også kan ses på vores blog, Rikke sagde vi skulle lave Prezi med præsentationer, vi sagde: “Vi hader Prezi, vi finder et alternativ”, alternativet bestod i at lavede narrativer i Twine.  Ved at skabe et narrativ hvor brugeren skal igennem et gammeldags, “gå til side x” eventyr, kunne vi skabe et narrativ som viste den process, som egentlig også var vores produkt. Det kan godt være at der blev lagt op til at der skulle være et mock-up eller prototype klar til IDC2014, men igen talte rådet imod. For hvordan kan man lave en mock up eller en prototype af en process?

Modulær konference paper

Modulær konference paper

I bedste kreative og anarkistiske stil fik vi lavet en modulær præsentation som skulle præsenteres til fablearn, en fablab konference i forbindelse IDC. Det kan godt være vi befandt os i akademiske cirkler, men hvad nytter hieraki, hvis dem oven over en ikke vil lytte til dem neden under. Med vores demo lagde vi op til at alt i den kunne være modulært og til diskussion, vi kom ikke med et færdigt svar, vi kom med en tilgang til at bringe legen og børns egen fantasi med tilbage til læringen.

Man kan sige at hele vores design var en lang divergent process, imodsætning til den meget konvergente tænkning der præger vores uddannelsessystem idag – det er en helt anden diskussion som jeg ikke vel komme nærmere ind på nu.

Da vi stod på mållinjen stod jeg med en følelse ikke af at være en studerende, der havde lavet (endnu) et projekt, men en eventyrer, der havde klaret første etape af et nyt stort eventyr.

You step into the Road, and if you don’t keep your feet, there is no telling where you might be swept off to. (Frodo Baggins)

Vi stod med en publiceret artikel, vi havde skabt noget som vi selv kunne være stolte af.

Illeris designerly udgave

Illeris designerly udgave

Vi havde prikket hul på en pædagogisk hvepserede (Knud Illeris er åbenbart en hellig mand i nogle øjne), men ikke mindst vi havde fået flere værktøjer til at forandre vores praksis. Derudover havde jeg lært en pokkers masse omkring mig selv og de processer det kræver at tage styringen i en akademisk kontekst. Design thinking var på vores tidspunkt noget af det mest hotte inden for den pædagogiske verden i udlandet, nogle gange er DK en osteklokke, så vi havde også nysgerrige øjne med på sidelinjen (tag ikke fejl af PR, selv om i “kun” er studerende).

Som på et hvert eventyr er alting ikke lagkage og glade dage, vi stod mange gange i frustation over tingenes tilstand, mangel på konsensus og sammenhænge mellem vores projekt over pensum, ændringer i planer, ja negativ listen var til tider meget lang. Jeg ved at min klare styrke ligger i min friskolebaggrund i denne sammenhæng og for at lyde som en ægte sy’fyns hippie: Tag nu for pokker teten i jeres egne hænder! jeg ved at Rikke kører med speederen i bund og det gør ondt når man brager ind i en mur. Så prøv ikke at følge med hende, men stil jer selv spørgsmålet: Er det jeres øjne eller jeres fødder der viser jer vejen frem?

Såfremt der er nogle der vil vende tingene med mig, så fang mig på twitter og lad os se om jeg kan presse en hangout ind i min speciale process.

Tiny URL for this post: